Med til en ”kunstners lod”, som hun beskriver det, hører også at skulle finde ud af, hvordan man skal håndtere mainstreamsucces, og hvordan man i det hele taget måler det. ”Jagten på succes er i bund og grund en dødsfælde,” siger hun nøgternt. ”Succes kan ikke beskrives på én måde. Hvis den kommercielle succes kommer pludseligt, bliver du måske utilfreds, fordi du savner mere kulturel påvirkning fra undergrundsmiljøerne. På den anden side set lægger du måske al din værdi i den kommercielle succes, hvis du bliver rost af anmelderne. Det er skruen uden ende.”
Hvordan håndterer hun det? ”Jeg forsøger at lægge det fra mig. Jeg laver det, jeg synes er spændende, også selvom andre ikke kan lide det.” Den strategi er enkel, men kan – som alle ved – også være utrolig svær at holde fast i. For det er svært ikke at blive påvirket af andres meninger, forventninger og reaktioner, når man skaber kunst. Men de, der tager springet, og kommer ud af denne bekræftelsessøgende spiral, er dem, der rykker kulturen. Da vi spørger, hvilke andre kunstnere, der har en lignende tilgang, nævner Aitchison: “Doja Cat, Honey Dijon, Yung Lean, The 1975, fotografen Yelena Yemchuk og filminstruktøren Ninja Thyberg. De er kreativt frygtløse i en tid, hvor der er så meget frygt.”
Det er netop denne frygtløshed, som Aitchison finder inspirerende i sit eget virke. Det kommer overhovedet ikke bag på os, at hun er fuldkommen ligeglad med at følge modetrends. ”Jeg er i min mest minimalistiske fase,” konkluderer hun. ”Enkle pieces, tidløst, masser af sort. Jeg kan godt lide at genbruge ting."" En tilgang, vi kun kan bifalde. Selvom vi må være lidt tålmodige med at få svar på, hvor den nyeste sindsstemning vil føre hende hen. Da vi spurgte, hvad den næste Charli XCX-æra bliver, lød det korte svar: ”Det er en hemmelighed, beklager. Jeg siger ikke mere.”