En glad atlet med en orange hat og trøje løfter en fist, mens han bryder målstregen ved et udendørs løb, med et stadion i baggrunden.

I TÅRER TIL MARATONHvorfor får maratonløb os til at græde?

Det er ikke kun løberne, der fælder velfortjente tårer, når de krydser målstregen — maratontilskuere får også meget blanke øjne. Her er årsagen.

Af Hayley Morgan

15. april 2024 · 6 min. læsetid

Vi mennesker græder over mange forskellige og mærkelige ting, lige fra fantastiske sange og søde hunde-og kattevideoer på nettet til folk i nød, der får renoveret hele huset i et tv-program og romantiske film ... men også maratonløb. For både løbere og tilskuere følger der ofte en uventet (i varierende grad) strøm af følelser med denne meget offentlige og kæmpestore begivenhed. Men hvorfor?

“Vi græder, fordi vi har brug for andre mennesker.”

- Ad Vingerhoets

Lad os starte med at tale om at græde. Charles Darwin kaldte engang følelsesmæssige tårer for "formålsløse", men den moderne videnskab er uenig. Til forskel fra reflekstårer, som er dem, der kommer, når man skærer løg eller får røg i øjnene, og som består af 98 % vand, så indeholder følelsesmæssige tårer mere protein — det gør dem tykkere og får dem til at trille langsommere ned ad kinderne. "Denne konsistens fascinerer mig," skrev Heather Christle i en artikel om gråd for The Guardian. "Jo længere tid det tager for tårerne at trille ned ad kinden, jo større er chancen for, at de bliver bemærket af en anden person, og at deres budskab bliver forstået. Tårer er et socialt signal." I en stor artikel om gråd, som blev offentliggjort i Time for knap ti år siden, sagde Ad Vingerhoets, verdens førende ekspert i gråd og forfatter til 'Why Only Humans Weep': "Tårer er ekstremt relevante for den menneskelige natur. Vi græder, fordi vi har brug for andre mennesker." Og tilføjede: "Så Darwin tog fuldkommen fejl."

Vi har talt med mange maratontilskuere og -deltagere, og de siger det samme. "Jeg græder hver gang, jeg ser et maraton," fortæller Nathalie Heider, som ofte er med, fordi hun kender en, der løber. "I begyndelsen er det følelsen af forventning, spænding, koncentration og løbernes nervøsitet. Og når de er i mål: euforien, lettelsen, stoltheden, som løberne føler. De har som regel ikke en telefon på sig, og jeg elsker, når alle går lidt i panik og prøver at finde hinanden, og bliver så meget desto mere begejstrede, når det lykkedes at finde hinanden."

En anden tilskuer, Alice Romeril, som oprindeligt deltog for at støtte en ven, siger, at det "viste sig at være en meget mindre passiv oplevelse, end jeg havde forestillet mig". Hun husker tydeligt, da hun første gang mærkede maratontårerne trille. "Da vi pressede os ind i gruppen af supportere, og jeg hørte navne blive råbt op og samtaler mellem fremmede om, hvorfor deres venner eller familie deltog i løbet, skete der en ændring," forklarer hun. "Det var, som om alle havde besluttet sig for denne dag at flashe deres gode vilje, udenpå deres fleecetrøjer og tasker med små Hariboposer og foran deres bannere i A4-format. I hundredvis, små familier og stolte forældre med kameraer. Jeg vendte mig om mod min veninde, og vi havde begge våde kinder og gav hinanden et kæmpekram."

adidas PerformanceRUN IT - Korte sportsbukser - black
249,00 kr

Tilskuer og psykolog Beata Wilczek, som tilfældigt oplevede et maraton, da hun luftede sin hund tæt på sit hjem, blev først overrasket over sin følelsesmæssige reaktion. "Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at jeg oplevede en så stærk følelsesmæssig reaktion på at overvære et løb," siger hun. "Men efter at have tænkt mere over det, kom jeg som psykolog frem til den konklusion, at det er ret indlysende og ret teoretisk: Det handler om følelsesmæssig afsmitning. Det kan sammenlignes med at være i en biograf og se en komedie eller en gyser. Du griner eller frygter sammen med folk omkring dig. Det er sådan, vi er indrettet, som de sociale dyr, vi mennesker er."

Bortset fra socialpsykologien er det stadig uhåndgribeligt og vanskeligt at beskrive den "ting", der sker under et maraton. "Det er også den energi og intensitet, som du ser i løbernes kroppe og i de mennesker og familier, der hepper på dem," forklarer Beata videre. "Så når man er der, føler man det samme."

“Det er en sjælden form for positivitet.”

- Nathalie Heider

Det samme gælder for Romeril, som gør sit bedste for at beskrive fænomenet. "Følelsen var et håb, der udsprang mellem publikum, løberne og byen," siger hun. "Folk kan være tilstede sammen og opmuntre hinanden, uden at de behøver at kende hinanden eller vide noget om nogen."

"En stor del af grunden til, at det gør mig så følelsesladet, er nok, at det altid er bevægende for mig at se, når en stor gruppe helt forskellige mennesker samles om det samme mål og deler de samme følelser undervejs," tilføjer Heider. "Folk støtter og hepper på vildt fremmede mennesker. Det er en lille solidaritetshandling, der altid får mig til at græde. Det er bare sådan en sjælden form for positivitet, man ikke oplever så ofte."

I det, der føles som en utrolig udholdenhedstest — ikke bare løbet, men også træningen op til — og en enorm præstation af dedikation og styrke, skal vi, for at svare på "Hvorfor får maratonløb os til at græde?", ikke kun tage videnskaben bag tårer i betragtning. Ikke blot betragte forbindelsen mellem energi, håb og triumf. Vi må også spørge os selv hvorfor vi overhovedet er der! Hvorfor maratonløb?

Løbere i aktion med sløret bevægelse, der viser forskelligt fodtøj og atletisk tøj på en bane, hvilket formidler energi og hastighed.

New York Times bragte sidste år en artikel med overskriften 'What It's Actually Like to Run the New York City Marathon Route' og underrubrikken 'Want to feel like the most beloved person on the planet?' — og den siger det hele. Fra de "millioner af tilskuere, der hylder dig på vejen gennem deres lokalområder" til "tag publikums support til dig, du får brug for den senere" til "de motiverende råb, der lyder mellem løberne undervejs". Man kan næsten mærke stemningen, når man læser ordene. Vi har talt med maratonløber Michael Keskerides i et forsøg på at komme endnu dybere ind til kernen. "Jeg løber maraton, så jeg har en undskyldning og en grund til at løbe stort set hver dag. Og jeg løber stort set hver dag for at undgå at min hjerne imploderer." Du ved, det handler om mental sundhed. "Der er en ærlighed i at løbe maraton," forklarer han. "Din maratontid er det direkte resultat af den træning, du har lagt i det, og hvordan du præsterer på dagen. Hvis du dummer dig, er der kun én person, du kan give skylden og det er dig selv. Og hvis du klarer det godt, er det på grund af alt det arbejde, du har lagt i at nå dertil. Det er en god følelse."

For Keskerides svinger den følelsesmæssige reaktion mellem en mere håndgribelig kemi og den næsten ubeskrivelige "ting", vi talte om tidligere. "Jeg tror, det var en kombination af at komme på den anden side af det ukendte, pumpe mig selv fuld af koffein og sukker og udsætte min krop for noget superekstremt i tre timer."

"Jeg tænkte over det bagefter, og jeg tror faktisk ikke, at det var følelsen af selve præstationen, der gjorde mig følelsesladet," fortsætter Keskerides. "Det var fantastisk at komme i mål og løbe hurtigere end planlagt, men min hjerne var allerede videre til at tænke på at løbe endnu hurtigere til det næste løb." Så hvad var det, der berørte ham så stærkt? "Måske er det de ofre, som du og din familie bringer for at få dig dertil, der er den primære følelsesmæssige faktor?"

Tre atleter fejrer sammen efter et løb, smilende og grinede, mens en lægger en hånd på en anden persons pande i et glædeligt øjeblik.

"Vi græder, fordi vi har brug for andre mennesker." Vingerhoets' teori begynder at give mening, for det føles som om, at maratonløb handler om mere og andet end at løbe. Det virker til at være en begivenhed, hvor en stor gruppe mennesker kan mødes og være tæt sammen, forbundne — en intim og samtidig meget offentlig begivenhed.

"Jeg tror, det er fordi, man sjældent oplever så store følelser hos mennesker, man ikke kender. Det er et særligt øjeblik, man deler," filosoferer Heider. "Jeg elsker at opleve de positive reaktioner derude," tilføjer Romeril. "Jeg samler på dem og tager dem frem på et senere tidspunkt, når jeg har brug for at huske på, at der findes mennesker derude, som ønsker en det bedste."